Jette har demens og dagligt kommer hun gående ud fra plejecentret.
Hun havde en kæmpe stor mulepose hængende på begge skuldre, muleposerne var fyldt til briste punktet. Bag hende var en ung kvinde iklædt pink tshirt og blå bukser, klokken var kun kvart i syv.
Den unge kvinde talte til Jette, men Jette stod med ryggen til, pludselig tog hun fat i Jettes albue. Jette vristede sig væk og vendte sig mod den unge kvinde. Jeg kunne se Jettes mund bevægede sig hurtigt og øjenbrynene samlede sig, så panden blev rynket.
Den unge kvinde slap sit tag i Jette, hendes mund bevægede sig og Jette nikkede. Den unge kvinde tog Jette under armen, og så gik Jette med ind på plejecentret igen. Jette går stadig væk, hvis du har læst min tidligere artikel, så har du hørt om Jette.
Den gotiske knude, ”hvorfor går Jette” er endnu ikke løst. For ikke så lang tid siden talte jeg med en som er leder på et plejecenter, en ildsjæl gennem mange år. Hun sagde til mig. ”Socialpædagogik pakker vi sammen, vi er kommet dertil hvor vi har brug for vores borgere sidder stille, så de få hænder der er mødt på job kan udføre de mest nødvendige opgaver” og hun fortsatte ”og her er medicin den eneste løsning”.
Frustration og sagt i afmagt
Først så troede jeg, det blot var noget hun sagde i hendes frustration over situationen hun står i som leder. En frustration som jeg føler sammen med hende. Nu ser jeg @AstridKrag 21. august 22 skriver på hendes fb profil, ”vi skal have en tryg og værdig ældrepleje i Danmark. Vi har brug for flere medarbejdere, og de skal have mindre papirarbejde. Derfor skal vi lade pengene følge med det 
stigende antal ældre og gøre op med minut-tyranni og bureukrati. Det giver tid til det vigtigste: nemlig pleje og omsorg for ældre”
Jeg bliver så træt, det har politikerne talt om så længe og der er ikke sket noget som helst. – Jo det er der.
Der er sket det, at frustrationerne er blevet så store, at selv ildsjæle er begyndt at tænke i den medicinske spændetrøje, som vejen ud af helvedes baggård. Der er ingen hænder – vi skal stoppe med al den snak, og handlinger må igangsættes.
Flere ildsjæle må sige fra fremfor at lade sig sovse ind i kassetænkning, nogen vil måske være bange for at provokere og frygten for karrieren kan være en skræmmende tanke. Men hvilken frygt er det for vores ældre med demens, der er afhængige af, de hænder der møder op, yder pleje og omsorg med værdighed?
Velfærd med værdighed
En pårørende har taget billeder af hendes mor, billeder med flere dage gammelt indtørret afføring i hendes trusser, hår filtret som et garnnøgle, der har været udsat for en killings leg, og isolation så livsglæden er presset ud af kroppen. Den pårørende udtaler, ”nogle gange så tænker jeg, når jeg går derfra, at det var bedre min mor fik fred. Og det er skrækkeligt at tænke på”.
Medarbejderne står i kø med deres opsigelser, ikke kun i Randers, men over hele landet. Det kan der være mange forklaringer på, vi har ikke brug for en syndebuk, men brug for at ændre den kassetænkning i kommunerne som har bragt velfærden på kollissionskurs.
Da din mor eller far havde brug for pleje og omsorg
Bliver der udvist forståelse for din frustration, og samtidig må du væbne dig med tålmodighed. For med den rette tid og indsats, så er der en fremtid for mennesker med demens. Det kræver bare meget mere tid. @Demenspsykolog Anneke Dapper Skaaning udtaler dette til tv2østjylland.
Attiklen linker jeg til her, den er trist, sørgelig og virkelig.
Jette er igen på vej væk fra hendes hjem, plejecentret. Hendes hjem der skulle være trygt og godt, fantastisk og vidunderligt og den bedste tid til sidst, bliver for Jette og mange andre ældre borgere med demens, den værste tid til sidst. 
Elefanten i glasburet, ingen syndebukke blot et samfund hvor velfærden er spillet fallit, og næstekærlighed er der langt imellem.
Du finder tidligere blog indlæg her https://demenskonsulenten.dk/blog/
