3 km fra plejehjemmet kom “hun” gående på cykelstien.
Kroppen var let foroverbøjet, i hendes venstre hånd holdte hun krampeagtigt fast i hendes hvide dunjakke. Hun havde krøllet den sammen, måske for bedre at holde den fast. I hendes højre hånd havde hun en lille buket af grøftekantens blomster. Hendes hår var hvidt, ansigtet havde brede kindben og de smukkeste blå øjne. Demens og udlængsel, var det første jeg tænkte.
Jeg kørte forbi hende, tænkte ”nu er du ude og gå tur alene, igen”. Jeg kiggede frem, men kunne ikke se nogen i blåt tøj komme halsende efter hende, det plejer der at være. Det er ikke første gang jeg ser damen gå tur. For en uge siden holdt jeg for rødt lys, og på den anden side stod damen med en taske i hånden. Bag hende kom en mand i blåt tøj halsende efter hende. Hun genkendte ham og efter lidt talen frem og tilbage, byder manden hans arm til damen, og hun tog imod.
Jeg var kommet et par 100 meter længere frem, kunne se i bakspejlet at damen gik med raske skridt. Jeg fik denne følelse i kroppen, jeg må tilbyde hende et lift ”hjem”. Jeg vendte bilen og kørte tilbage og holdte ind til siden. Jeg tændte katastrofeblink, da jeg steg ud af bilen.
Damen stoppede, kiggede på mig og gik lidt frem igen og stoppede atter op – hun rettede kroppen op, og sagde ”kommer du derfra”? Jeg smilede, rakte min hånd frem mod hende og sagde ”goddav, jeg hedder Tina” og fortsatte ” hvor er jeg glad for at møde dig, hvad hedder du? ” Damen rakte hendes hånd frem, smilede og svarede ”Jeg hedder Jette”. Hvor er jeg glad for at møde dig Jette, sagde jeg.
Vi talte lidt om at jakken hun krampende holdte fast i, den var tung at bære og for varm at have på, på jakken var en lille blå-grøn pin – to hænder – Jeg kendte det, symbolet på demens. Vi talte også om de smukke blomster hun nøjsomt havde plukket i grøftekanten. Jeg tilbød Jette et lift, og konstaterende sagde jeg, ”du ligner en der godt kunne drikke noget koldt”. ”jeg kunne pat en ko” svarede hun og grinte. Hun satte sig ind i bilen og jeg hjalp hende med selen.
Jette fortalte hun har arbejdet som syerske, og nu gjorde hendes hænder bare ondt. Hun holdte hænderne op så jeg kunne se dem. Jeg spurgte om jeg måtte holde hende lidt i hånden, sådan helt forsigtigt.
”Måske vil det lindre dine smerter”. Jette nikkede og jeg lod min ene håndflade røre hendes, mine fingre gled forsigtigt ned mellem hendes. Der sad vi i nogle sekunder, alt var stille. Med et var vi blevet venner, og venner griner meget sammen.
Jette vendte hendes ansigt mod mit, ”Det er dejligt det her” sagde hun med en stemme der gik dybt ind i mit hjerte. Jeg spurgte om jeg måtte fotografere vores hænder, jeg samler på gode oplevelser og det at møde dig er en god oplevelse. Jette sagde ja, selvom hun synes det var underligt.
Jeg startede bilen, Jette fortalte kort om hendes barndomshjem og hvorfor hun var blevet syerske. Hun fortalte om det hårde arbejde, ja hårdt for hænderne.
Så blev det tid at dreje ind på parkeringspladsen ved plejecentret. Jette spøgte med, at det var spændende om der var en parkeringsplads. Hun tog buketten fra grøftekanten i hånden, ”nu må blomsterne også have vand, ligesom dig” sagde jeg til hende. Jette rakte mig blomsterne og sagde ”når jeg giver blomster derinde, smider de dem ud, det har jeg selv set” og hun fortsatte ”jeg kan mærke du godt kan lide blomster, så du skal have dem med hjem” Igen fik jeg lov at fotografere og billedet deler jeg med dig.
En personale i blåt stod ved bussen, ”Nå du har været på tur, hvor er det dejligt” sagde hun til Jette. Jette grinte og holdte fast i min hånd. ”Hvilken lejlighed bor du i”? spurgte jeg. Jette svarede ”nummer to eller tre – et sted derinde”. Personen i blåt hørte mit spørgsmål og opdagede jeg ikke var et ”kendt” ansigt sammen med Jette og hun kom hen til Jette. ”Jeg skal nok følge Jette hjem” sagde hun til mig.
Jeg kiggede på Jette, hun smilte og slap min hånd. Hun gik sammen med personen i blåt, og jeg stod tilbage og så Jette forsvinde ind i mørket, gennem døren. Måske møder jeg Jette igen, og så vil jeg stoppe og give mig tid til at tale endnu mere med hende og tage flere fotografier.
Jeg har mødt en dame med svær demens med udlængsel i dag. Hun bød mig hendes buket, som hun nøjsomt i grøften havde plukket. Hendes hjerte er fyldt med kærlighed til livet, og de mennesker hun møder på hendes vej. Hun får udlængsel når vejret inviterer til ture ud i det blå. Det er en naturlig del af det at være menneske. Udlængsel kommer også om vinteren, når himlen er blå og frosten bider os i næsen.
Alzheimerforeningen har estimeret at omkring 1.500 mennesker med demens årligt forvilder sig væk hjemmefra. Men vi kender ikke det reelle tal, da der ikke er krav om registrering.
Jeg har i mine 20 år oplevet udlængsel hos få borgere med demens. Jeg har været nysgerrig på borgerens liv, og med et narrativt perspektiv har jeg erfaret, at borgere med udlængsel keder sig bravt, eller har følelsen af, nuet opleves i fortiden. Lad mig uddybe nogle erfaringer jeg har fået.
At kede sig bravt:
Tage har levet sit liv som sømand, han har rejst verden rundt og måske mere end det. Tage har aldrig opholdt sig samme sted i længere tid, når han havde fået hyre på et skib, var han på vej til næste havn. Da Tage går i land, bosætter han sig i et sommerhus. Han er vild med naturen, og han trives i hans eget selskab. Tage har også hjælper-personlighedstræk, hvilket betyder Tage oplever en god energi i at hjælpe andre.
Tage flyttes på plejecenter, da han desværre rammes af en blodprop i hjernen og udvikler en vaskulær(blodprop) demens. Tage er imødekommende og anerkendende overfor personalet, nyder hans te og læser dagligt avisen. Tage hjælper med hverdags opgaver, og han gør ikke meget stads af sig.
Men når forårs solen begynder at varme gennem ruden, får Tage udlængsel. Foråret inviterer til aktiviteter udendørs, undtagen når det regner. Tage går hjem, altså hjem til hans sommerhus. Der er haven og mange opgaver.
Nu er det jo ikke Tage der har valgt at flytte til plejecentret, det er blot sådan livet er blevet, når Tage skal forklare det. Tage keder sig, han er ikke til aktivitetscenter eller kaffe komsammen, og han er ligeglad med at synge eller gøre stolegymnastik. Altså ikke om vinteren, der er det jo rart der sker lidt. Men når foråret kommer, så trækker naturen, sommerhuset og det at have noget at rive i.
Når nuet opleves i fortiden:
Forestil dig at tiden går i stå, lige nu. Prøv at kigge omkring dig, er du lige der hvor du gerne vil være? Er alt omkring dig genkendeligt? Kender du den person der er til højre for dig? Eller med hvad med personen til venstre for dig? Kan du mærke dig selv? Hvem er du?
Forestil dig nu, at din tid ikke kun er gået i stå, den er også begyndt at gå tilbage i tiden. Som i glimt oplever du tiden for 2 år siden – 5 år siden – 10 år siden – 22 år siden – 40 år siden
– 65 år siden, og du får et billede af, hvordan der så ud dengang – og lige i nuet – er det så meget anderledet og ikke genkendeligt.
Ville du blive? Eller ville du gå?
Det kan virke voldsomt at stille det op på den måde, og det må være en voldsom oplevelse at befinde sig et sted, som ikke er genkendelig, og ikke ligner det, som hjernen giver dig billeder af.
Oplever du så samtidig, som Jette, at hendes blomster smides ud, efter personen i blåt først har sagt tak for blomsterne, ja så giver det jo mening at Jette siger som hun gør.
Den komplekse hjerne
Demens og udlængsel er blot en af de mange forfærdelige oplevelser pårørende kan opleve, når udlængsel ender i en eftersøgning, som kan ende med at få fatale følger.
Der er store krav om faglig viden, empati, anerkendelse og næstekærlighed, når pleje og omsorg skal gives til et menneske med demens og deres pårørende.
Når hjernen rammes af en demenssygdom, bliver livet komplekst. Hvis alle lag i hjernen af visdom, oplevelser, følelser, opvækst, familie, personlighedstræk og kærlighedssprog, bliver behandlet med næstekærlighed, kan livet leves med demens imens.
